alpsnews.eu© 2017 Sten Harck

Guleroden - og manegen


Den 1. september 2015 trådte den nye danske lov om dansk indfødsret i kraft. Med den kunne danske statsborgere for første gang de jure opnå et andet lands statsborgerskab, uden at skulle give afkald på det danske.

Forud for lovændringen var bl.a. det danske mindretals kulturelle organisation, Sydslesvigsk Forening (SSF), blevet bedt om at kommentere på lovforslaget. Selvom det altid er rart, at det danske mindretal bliver hørt, så førte det til, at et forslag fra Dansk Folkeparti atter fik nyt liv: nemlig at personer tilhørende det danske mindretal og bosat i Sydslesvig, dvs. Tyskland, skulle kunne søge om – og få tilkendt dansk statsborgerskab. Uden at bosætte sig nord for grænsen.

Sydslesvigere med dansk pas

Denne forhistorie førte til, at Folketingets Sydslesvigudvalg, der virker som bindeled mellem Folketinget og det danske mindretal i Sydslesvig, for godt en uge siden fremlagde en række kriterier, der skal drøftes med den ansvarlige minister, Inger Støjberg. Udvalgets forslag blev forside-stof og flere danske medier kastede sig frådende over emnet. For hvilket implikationer vil dette forslag ikke have. Vil tyskere nu kunne få dansk statsborgerskab og kunne købe danske sommerhuse?

Mere kritiske røster drøftede de kriterier, Sydslesvigudvalget havde foreslået som grundlag for tildeling af statsborgerskabet: 1. ansøgeren skal have gået på dansk skole, 2. ansøgeren skal have forfædre, dvs. at mindst en person i slægten i op til fire generationer tilbage har været dansk statsborger, 3. ansøgeren har i mindst tre år boet i Danmark, 4. ansøgeren har i mindst 10 år været aktiv i en bestyrelse i en af det danske mindretals organisationer, eller 5. ansøgeren har i mindst 10 år været ansat i en af mindretallets organisationer hhv. institutioner. Ifølge det foreliggende udkast skal mindst tre kriterier være opfyldte, inden en person kan søge om danske statsborgerskab – til trods for, at vedkommende bor i Tyskland.

Formanden for Folketingets Sydslesvigudvalg sagde overfor Kristeligt Dagblad, at det danske mindretal fortsat er et sindelagsmindretal, og at de fremlagte kriterier skulle være et nåleøje for at opnå det danske statsborgerskab.

Bonn-København-erklæringerne

Fra mindretallets egne rækker gik blandt andet den slesvig-holstenske justits- og Europaminister og minister for kulturelle anliggender, Anke Spoorendonk (SSW), i Kristeligt Dagblad ud og kritiserede især henvisning til dansk afstamning som værende problematisk i forhold til de såkaldte Bonn-København-erklæringer fra 1955. I henhold til disse parallelle erklæringer, må myndigheder ikke overprøve enkelte personers tilhørsforhold til et mindretal, dvs. det danske i Sydslesvig eller det tyske i Nordslesvig.

Undertegnede har allerede i oktober 2015 henvist til diskrepansen mellem objektive kriterier på den ene side, og det i Bonn-København-erklæringernes fastlagte princip om det frie sindelag. Alligevel bør netop dette argument udbygges lidt: Bonn-København-erklæringerne er gensidige erklæringer, som hhv. den danske regering i København afgav i forhold til det tyske mindretal i Nordslesvig og den tyske regering, dengang med sæde i Bonn, afgav i forhold til det danske mindretal i Sydslesvig. Uden at ville falde for den såkaldte allerede-fordi-argumentation, så viser det sig allerede ud fra erklæringernes formål, at disse kun omhandler mindretallenes forhold til den stat, de bor i.

Hvad mindretallenes moderlande gør i forhold til deres egne mindretal, det er derimod ikke reguleret. Derfor kan – måske lidt koldt og meget juridisk sagt - den danske regering uden at stride mod erklæringens ordlyd selv fastlægge, hvilke kriterier det vil anvende på sit eget nationale mindretal. Det kendes f.eks. allerede i dag fra den danske bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte, hvor det i relation til unge, tyske statsborgere fra mindretallet er et nødvendigt kriterium, at de har taget studentereksamen på enten Duborg-Skolen i Flensborg eller A.P. Møller Skolen i Slesvig.

Et andet eksempel på den danske stats definition af personer tilhørende det danske mindretal findes f.eks. i Cirkulæreskrivelse om naturalisation af 13. Oktober 2015. Heri fastslås det, at ”ved dansksindet sydslesviger forstås en person, som er født i Sydslesvig, som helt eller delvis har gået i dansk skole, og som under ophold i Sydslesvig som voksen har vist tilknytning til danske forhold”, jf. bilag 1, pkt. 5.

Så der er intet nyt og heller intet odiøst i, at den danske stat fastlægger nærmere kriterier til brug for afgrænsningen af personer tilhørende det danske mindretal.

Blut und Boden

Hvad der derimod er ganske usmageligt, er koblingen til en dansk forfader. Nu skal man naturligvis være varsom med at råbe ”ulven kommer” i tide og utide, men groft sagt, så lugter dette kriterium ganske meget af Blut und Boden. Dvs. en slægtsforskning, som især syd for grænsen knyttes til det nationalsocialistiske rædselsregime.

Adgangen til at kunne påberåbe sig danske forfædre er da også ganske uset i dansk lovgivning. Cirkulæret om naturalisation fastslår da også i bilag 1, at
” 4. Ansøgere af dansk afstamning
Ansøgere af dansk afstamning kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse efter 2 års uafbrudt ophold her i landet, når følgende betingelser alle er opfyldt:
1) Den ene af eller begge ansøgerens forældre var danske statsborgere ved fødslen,
2) ansøgeren er indrejst her til landet inden det fyldte 20. år,
3) ansøgeren er fyldt 18 år ved ansøgningens indgivelse.”

Så også ud fra en streng juridisk synsvinkel er det nu til Inger Støjberg fremsendte lovforslag ganske usædvanligt.

Mindretalspolitisk vil – hvilket Folketingets medlemmer stemmer for forslaget – den nye adgang til dansk statsborgerskab givetvis også indebære problemer på flere niveauer: Retssystematikken nærmest tvinger de danske myndigheder til at finde fælles fodslag. Dette kan få konsekvenser for f.eks. unge, der søger om Statens Uddannelsesstøtte. Skal de så også på sigt leve op til de nye kriterier?

Et andet spørgsmål – måske vigtigere – spørgsmål er de danske tilskud på omkring 580 millioner danske kroner hvert år. Uden disse tilskud ville det danske mindretal i Sydslesvig næppe kunne opretholde de mange institutioner og organisationer, der i dag udgør en stor del af mindretallets struktur. Vil et mindre venligt stemt flertal i Folketinget under henvisning til de nu fremlagte kriterier vurdere tilskuddene på ny?

Sidst, men ikke mindst, så bør mindretallets repræsentanter agere med tilstrækkelig Fingerspitzengefühl, da netop Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti synes at være stor fortaler for planerne om at gøre Danmark større. Når et højre-nationalt parti som Dansk Folkeparti så at sige sætter sig på historiefortolkningen, så bør man altid være påpasselig. Alt andet ville blot være at lade sig trække rundt i manegen af andres helt egne interesser.

Glasset er halv fuldt


Åh, nej. Ikke igen.

Der var sikkert mange, der tænkte netop det, da de i går hørte, at den tyske forbundsforfatningsdomstol i Karlsruhe, Bundesverfassungsgericht, atter har afvist en sag om opløsning af det ny-nazistiske parti Nationaldemokratische Partei Deutschlands (NPD).

Tilbage i 2003 afviste Tysklands øverste vogtere af det tyske Grundgesetz at realitetsbehandle en sag om en foreningsopløsning af NPD. Ifølge dommerne havde de 16 delstaters efterretningstjenester haft alt for mange agenter højt placeret i partiet. Det stod derfor ikke helt klart, hvad partiet selv havde tænkt – og hvad agenterne havde tænkt på vegne af efterretningstjenesten, den såkaldte Verfassungsschutz.

I går, den 17. januar 2017, vente dommerne så atter tommelfingeren nedad. Suk – kunne man nu tænkte. Har den nynazistiske pøbel på højrefløjens absolutte yderfløj dog ret til at have et parti, der ideologisk set ligger tæt op ad den ideologi, der herskede fra 30. januar 1933 til maj 1945.

Ja, siger forfatningsdomstolens dommere i en godt og vel 166 sider stærk dom – der modsat andre domme endda blev lagt ud på internettet med det samme. NPD må godt være et parti på den yderligere højrefløj. Der er ingen tvivl om, at partiet ligger tæt op ad Adolf Hitlers Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (NSDAP). Der er heller ingen tvivl om, at dele af partiets partiprogram strider direkte mod den tyske forfatning: NPD vil afskaffe det tyske demokrati. Partiet vil fratage mindretal – immigranter, udlændinge og andre (etniske) minoriteter deres rettigheder.

Men, siger dommerne: NPD er for lille et parti, til at det kan tages seriøst. Dommerne siger direkte, at de må anses for at være udelukket, at partiet nogensinde vil opnå den indflydelse, det kræver, at gennemføre partiets demokratifjendske program.

Hensynet til foreningsfriheden er derfor vigtigere end hensynet til de angreb mod den tyske grundlov, der måtte udgå fra NPD. Af den grund er det ikke, som mange medier forklarer, en sejr til NPD, der nu ufortrødent kan fortsætte med sin politiske ageren. Nej, det er en sejr til demokratiet. Dommerne har tydeligt tilkendegivet, at NPD er et fremmedhadsk parti, der bygger på en nationalsocialistisk ideologi. Det har dommerne nu stadfæstet for evigt.

Samtidig siger dommerne også, at NPD simpelt hen er for marginalt til, at det nogensinde vil kunne få tilstrækkelig politisk indflydelse i Tyskland. Også det er nu mejslet i sten – eller rettere sagt skrevet i dommen. Dommerne skriver i realiteten, at NPD er et for latterligt lille parti til, at indgreb i foreningsfriheden kan godkendes. Og det er naturligvis ikke det bedste budskab et parti kan komme med til sine tilhængere. Slut.

Den mørke skygge


Søndag den 7. maj 2017 går indbyggerne i delstaten Slesvig-Holsten til valg. Til landdagsvalg vel at mærke. Resultatet vil ikke kun være et pejlemærke for det følgende valg til forbundsdagen, der forventes af finde sted i september 2017, men også vise, hvad vælgerne mener om en koalitionsregering, der for første gang også inkluderer det danske mindretals parti, SSW.

Ifølge de nyeste prognoser vil den siddende landsregering bestående af de tyske socialdemokrater SPD, partiet De Grønne og netop SSW opnå 48% af stemmerne, mens oppositionen bestående af de tyske konservative CDU, det liberale FDP og det nationalistiske højre-parti Alternative für Deutschland (AfD) kun opnå 44%. Dermed burde den nuværende koalitionsregering kunne fortsætte (se meningsmålingerne: her).

Burde. For AfD spås til at få ca. 6% af stemmerne. Spås. For selvom nogle debattører taler nedsættende om meningsforskningsinstitutter, da de ikke er andet end moderne spåkoner, så er der noget om snakken i forhold til AfD. Ved delstatsvalget i Sachen-Anhalt lød prognoserne på 19%. Da stemmerne var talte, viste det sig, at 24,3% af vælgerne i stemmeboksene havde sat deres kryds ud for det højre-populistiske parti. Tilsvarende sås ved landdagsvalget i Baden-Württemberg. Meningsforskerne havde anslået, at AfD ville opnå godt og vel 11%. I realiteten havde 15,1% af vælgerne stemt på det parti, der ligger til højre for CDU. Og godt kan sammenlignes med Dansk Folkeparti.

Politikerlede

Så med de to nævnte landdagsvalg in mente kan der være god grund til, at politikerne i Slesvig-Holsten ikke føler sig for sikre. For ingen ved, hvor vælgerne sætter deres kryds. Det er der stort set intet nyt i. Men nu er det bare sådan, at AfD er med i spillet. Og det populistiske parti er en ny spiller, der lover lette løsninger til vanskelige problemer. Men vælgerne synes at være præget af så megen politiker-lede, at AfD synes at være et godt og friskt alternativ til en politisk kaste, der – ikke kun i Danmark – synes at have mistet forbindelsen til den ganske almindelige befolkning.

Denne politiker-lede kan ganske let få stor betydning for ikke mindst det danske mindretals parti i Slesvig-Holsten, SSW. Ved sidste valg opnåede SSW 4,6%, hvilket i sig selv ikke er nok til at passere den 5-procents-spærregrænse, som gælder i Slesvig-Holsten. Som repræsentant for det danske mindretal i Sydslesvig er SSW dog fritaget for netop denne grænse. Til gengæld skal SSW i hvert fald opnå det antal stemmer, der svarer til det sidste og billigste mandat fra et af de øvrige partier. SSW ligger ifølge meningsmålingerne pt. ved 3% - hvilket ville betyde et ganske betydeligt tab. Hvorvidt de ’tabte’ stemmer er mistet til AfD vides ikke.

Måske formår SSW dog i løbet af de kommende måneder at samle de vælger op, der ikke har besluttet sig for, hvor de vil sætte deres kryds. Tidligere stillede SSW op til landdagsvalg under henvisning til, at partiet var det eneste fuldt ud regionale parti i Slesvig-Holsten. Et parti, der ikke var syltet ind i forbundspolitiske afgørelser. Om SSW – der i den nuværende regering stiller ministeren for justits, kulturelle- og Europa-anliggender – kan fortsætte med at spille ’den undertippede’ er mere tvivlsomt. SSW er i dag i langt højere grad et helt normalt parti, end det var for fem år siden. Selvom det politisk set var helt rigtigt at træde ind i en koalition – for hvilket parti vil ikke udøve magt -, så vil denne regeringsrolle på sigt måske betyde, at SSW atter presses ud i marginalerne.

En anden rolle, SSW plejede at udfylde, var rollen som protestparti. Tidligere ville utilfredse vælger have stemt på SSW for at vise deres lede ved de såkaldt etablerede partier. I dag sætter vælgerne så deres kryds ud for AfD.

Flere kulturer

Og dette vil tilstedeværelsen af et nationalt mindretal i grænselandet næppe ændre ved. Modsat antagelsen om, at flere kulturer betyder en berigelse, har for eksempel valget til forbundspræsidenten i Østrig vist, at tilstedeværelsen af nationale mindretal ikke får den store betydning. I tre ud af Østrigs ni forbundslande blev kandidaten fra det højre-populistiske Freiheitliche Partei Österreichs (FPÖ) – og i to af delstaterne lever der nationale mindretal. Det er kroaterne i Burgenland (mod øst) og slovenerne i Kärntnen (mod syd). Her opnåede FPÖs Hofer 54,6% hhv. 58,1% af stemmerne.

- Det skyldes, at SPÖ (Østrigs socialdemokratiske parti, red.) i Burgenland har indgået i en koalition med FPÖ. Stik modsat hvad SPÖ på forbundsplan har besluttet. Det har ført til, at FPÖ er blevet salonfähig i Burgenland, siger advokat og mindretalsekspert Franjo Schruiff fra Wien. Han er – ligesom FPÖs kandidat Norbert Hofer – fra Burgenland, men tilhører - modsat denne – det kroatiske mindretal i Østrig.

- Interessant er det desuden, at Hofer i de kommuner med kroatere har opnået færre stemmer end i de kommuner, hvor mindretallet ikke er repræsenteret (se her, red.).

Haiders Kärnten

Alligevel mener Schruiff, at man ikke skal tro, at tilstedeværelsen af mindretal indebærer, at folk stemmer mere moderat.

- Nej – for historien viser jo, at befolkningen f.eks. i Kärnten stemte for Haider (Jörg Haider, FPÖs mangeårige leder og Landeshauptmann, dvs. ministerpræsident i Kärnten, red.), selvom denne angreb det nationale mindretal dér. Jeg tror simpelt hen, at højrepartierne formår at splitte befolkningen i ’dem’ og ’os’, siger Schruiff.

Sporene skræmmer

Derfor bliver det spændende at se, hvilken strategi, SSW lægger forud for landdagsvalget. Partiet bør dog være opmærksom på, at SPD og partiet De Grønne ikke kun skeler til det danske mindretalsparti. I Flensborg valgte en koalition bestående af SPD, De Grønne og CDU at gå sammen om en kandidat op til borgmestervalget i 2016. Mod SSWs overborgmester Simon Faber. Selvom SPD og De Grønne afviste nationalpolitiske bagtanker og henviste til, at der alene var tale om ganske almindelig lokalpolitik, så må den detalje ikke forklejnes. For Flensborg er absolut den by med det største antal danske. Små 20% antages at høre til det danske mindretal. Så Flensborg er netop ikke lig med alle andre byer i Slesvig-Holsten. Så sporene skræmmer. Eller burde i det mindste gøre det.

Foruden Slesvig-Holsten skal indbyggerne i Saarland (26. marts) og Nordrhein-Westfalen (14. maj) også vælge nye landdage i 2017.

Nu tales der ligeløn - mens vi venter på Forbundsdagsvalget


Den tyske forbundsregering har den 11. januar 2017 indledt den formelle lovgivningsprocedure i forhold til en lov, de skal fremme ligeløn på arbejdsmarkedet. Det er den tyske minister for familie, seniorer, kvinder og ungdom, Manuela Schwesig, der står bag initiativet, som skal fremme gennemsigtigheden af lønstrukturer på arbejdsmarkedet.

Den såkaldte lov om fremme af transparens på lønområdet (Gesetz zur Förderung der Transparenz von Entgeltstrukturen, https://www.bmfsfj.de/blob/113464/b748cdbc0fa4d935eb53c301b5e168f2/gesetzentwurf-lohngerechtigkeit-data.pdf) opererer ikke med de gængse forestillinger om forbud mod forskelsbehandling pga. køn, men satser derimod på at skabe mere gennemsigtighed for så vidt angår lønninger på det tyske arbejdsmarked. I sin såre enkelthed fastslår lovforslaget, at i virksomheder på 200 medarbejdere eller derover, har kvinder et retskrav på at få oplyst, hvad den mandlige kollega, der udfører samme funktion hhv. arbejdsopgaver i virksomheden, tjener. Det vil omfatte ca. 14 millioner ansatte. Virksomheder med over 500 ansatte skal ifølge lovforslaget ikke kun indføre regulære politikker for at fremme ligeløn, men skal også offentliggøre disse og ikke mindst overprøve disse politikker. Det vil for hele Tyskland betyde, at ca. 4.000 kapitalselskaber skal nedfælde deres politikker på ligelønsområdet.

Ifølge det forbundstyske ministerium for familie, seniorer, kvinder og ungdom læner det nu af forbundsregeringen vedtagne lovforslag sig også op ad EU-Kommissionens vejledning af 14. Marts 2014 (C(2014) 1405 final), der netop påpegede, at en større transparens på lønområdet ville bidrage til mere ligeløn.

Baggrunden for det tyske lovforslag er alt andet end tilfredsstillende: i gennemsnittet tjener mænd fortsat 21% mere i løn end deres kvindelige kollegaer, der udfører samme arbejde. Selv hvis man inkluderer yderligere parametre som uddannelse, anciennitet m.v., tjener mænd i gennemsnittet 7% mere end kvinder for samme arbejde. Dette viser – ifølge det tyske forbundsministerium bag lovforslaget – at det tyske lovkrav om lige løn for lige arbejde ikke omsættes i praksis. Nu håber Manuela Schwesig så, at transparens indenfor lønforhold kan være med til at skubbe udviklingen i den rigtige retning - nemlig at kvinder på sigt kommer til at tjene det samme som deres mandlige kollegaer.

Ud fra et juridisk/retsvidenskabeligt synspunkt er det især interessant at læse lovforslagets forskellige definitioner af begreber som ’umiddelbar og middelbar forskelsbehandling’, ’lige arbejde’, ’påbud om ligeløn’ hhv. forbud mod reprimander, hvis man påberåber sig loven. Samtidig fastslår §8 i lovforslaget, at hvis der er truffet aftaler, der strider mod ligelønsprincippet, så er de ugyldige.

En interessant bibemærkning i lovforslaget er, at forskellene i løn er mindst på de områder af arbejdsmarkedet, der er dækket af kollektive overenskomster. Loven skal omfatte såvel det offentlige som det private arbejdsmarked.

Det er værd at bemærke, at koalitionsaftalen mellem CDU, SPD og CSU fra november 2013 allerede påpegede, at den herskende forskelsbehandling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet ikke kunne accepteres. Et kort blik ned i koalitionsaftalen viser da også, at man allerede i 2013 mente, at mere transparens på lønområdet ville være vejen frem. Derfor kan det undre, at forbundsregeringen først nu - fire år senere - har opnået fælles fodslag om lovforslaget. I den forbindelse skal det påpeges, at der skal være valg til forbundsdagen i Berlin i løbet af 2017……..

Nyt forsøg - godt nytår!

Same procedure as last year. NEJ - det skal det bestemt ikke være. Nu starter jeg så hermed et nyt forsøg på at få denne blog til at fylde lidt mere. Jeg vil fortsat kigge på (rets)udviklingen i Tyskland, Østrig og Schweiz. Men nu skal det blot ske regelmæssigt!

Et første skridt på vejen er dog et udsyn om det forestående landdagsvalg i Slesvig-Holsten. Her vil jeg bl.a. kigge på valgresultaterne i Østrig, da indbyggerne dér skulle vælge mellem en ældre akademisk herre og et medlem fra et ultranationalistisk parti. Det indlæg følger i løbet af de nærmeste dage. Og så kan jeg allerede nu røbe, at jeg vil kigge lidt på en afgørelse fra den bayerske forfatningsdomstol, der i november afsagde en dom vedrørende folkeafsteminger!

Sidst - men ikke mindst - vil jeg ønske et godt nytår.