alpsnews.eu© 2017 Sten Harck

Storm over Kärnten


Nej, vi er ikke tilbage i gamle kampe om grænser. Eller er vi?

Den dansk-tyske grænse er som bekendt et resultat af en folkeafsteming efter 1. verdenskrig. Denne selvbestemmelse af grænsen - som også selveste Hitler respekterede frem til 9. april 1940 - var dog langt fra det eneste eksempel i 1920-erne. Grænsen mellem Østrig og det, der i dag er Slovenien, blev også til på baggrund af en folkeafstemning. Også her i Kärnten var der efter 1945 forsøg på at få dele af Kärnten til det, som under Tito blev til Jugoslavien. Modsat det danske mindretal i Sydslesvig gik slovenerne i Kärtnten dog ikke ind for en grænserevision.

I dag - efter en del strid om mindretallets skoler, to-sprogede byskilte m.v. - er der stort set fred og fordragelighed i forbundslandet Kärnten med hovedstaden Klagenfurt. For i dag er vi jo i år 2017. Året hvor Donald Trump blev præsident i USA, hvor krigen i Ukraine fortsat kræver døde - og EU synes at være svejset sammen af pres udefra.

Men just i disse tider har det østrigske ÖVP - der stort set svarer til Danmarks Konservative Folkeparti - opdaget, at der er stemmer i nationale modsætninger. Hvis det så havde været det højre-populistiske parti FPÖ i Kärnten, som pludselig sluttede en borgfred om en ny forfatning i forbundslandet, tja, så ville man kunne forstå det……. Men et af de store, gamle såkaldte folkelige partier. Og midt i stridens centrum finder vi, ja, man tror det næppe, det slovenske mindretal. ÖVP er nemlig nu imod, at det slovenske mindretal omtales i forbundslandets nye forfatning. Det ville splitte flertalsbefolkningen, hvis man i forfatningen kunne læse om det slovenske mindretal.

Det minder lidt om situationen i Slesvig-Holsten for en del år siden, hvor en koalitionsregering bestående af det konservative CDU og det liberale FDP bl.a. reducerede tilskud til de danske skoler i Sydslesvig. Og dermed brød med en konservativ linje, der var blevet opbygget gennem mange år.

Borgmesteren i den lille kommune Globasnitz i Kärtnen, Bernard Sadovnik, der selv er fra det slovenske mindretal, siger til østrisk TV, at han simpelt hen ikke kan forestille sig, at der fortsat findes indbyggere i Kärnten, der mener, at slovenerne ikke bør omtales i forfatningen. Og selvom det lyder som et sagn fra gamle dage, så ser ÖVP øjensynligt anderledes på det. Nærmest komisk bliver det, når man ved, at den formulering, som ÖVP nu er imod, blev skrevet af ÖVPs formand i Kärnten……….

Døm selv: http://tvthek.orf.at/profile/ZIB-2/1211/ZIB-2/13911464/Alter-neuer-Verfassungsstreit-in-Kaernten/13975036

Wehret den Anfängen!

Dette ordsprog, der maner til eftertanke, kan bedst oversættes til: vær påpasselige fra første øjeblik af. Wehret den Anfängen – det er det helt rette at sige på denne Auschwitz-dag. For 72 år siden befriede russiske soldater de sidste små 7.0000 indsatte af den nationalsocialistiske udryddelseslejr. Auschwitz - er om noget blevet symbol for det menneskeforagtende system, nationalsocialisterne etablerede efter magtovertagelsen den 30. januar 1933. Jøder, homoseksuelle, handicappede, socialdemokrater, præster – alle blev ofre for nationalsocialisternes løgne, terror og fordrivelse.

Wehret den Anfängen – for ikke nok med, at vi i dag er vidner til et generelt højre-ryk i samfundet. Nej, tonen i den offentlige debat er også blevet langt hårdere. Ikke nok, at man angriber den politiske modstanders politiske holdninger. Nej, mangt en gang angribes politikere eller debattører også personligt.

Og desværre indgår ikke kun fakta i den offentlige debat. Vort samfund har udviklet sig til et såkaldt ’post-faktisk’ samfund. Øjensynligt vinder den, der er bedre til at sælge den store løgn. Ingen nævnt – ingen glemt.

Men disse løgne ser ud til at legitimere overgreb – og ikke kun verbale overgreb. I Tyskland steg antallet af angreb mod asylcentre fra 177 i 2014 til 1.031 i 2015. Tallene er fra det tyske forbundspoliti, Bundeskriminalamt (BKA). Tallene for 2016 foreligger ikke. Men man kan kun håbe, at tallet er faldet.

Håbe. Derfor skal vi alle passe på, det sprog vi bruger. I flæng, i samtaler med vore venner, i den offentlige debat. Det gælder især rollemodeller og ikke mindst politikere. Det er en bevidst sondring, jeg foretager mellem disse grupper. For alt for tit synes politikere at være drevet af meningsmålinger og forsøg på at fange en populistisk bølge.

Denne omsiggribende populisme gør det vanskeligt at drøfte tingene sagligt. For selvfølgelig er det en berettiget frygt, at pensionister her i Tyskland er bange for, at den store flygtningestrøm betyder forringede vilkår for dem. Denne frygt skal man drøfte. Og forklare. Men sagligt. Ikke populistisk. Et eksempel herpå var de danske socialdemokrater i det forrige folketingsvalg. Her forsøgte kammeraterne nærmest at overgå Dansk Folkeparti i at være mest udlændingefjendsk. Det var - og bliver - billig populisme.

Wehret den Anfängen – på Auschwitz-dagen er det tid til at stoppe op. Tænke på alt det gruelige, der skete for over 70 år siden. Og vide, at vi alle sammen har en forpligtelse til at forhindre, at minoriteter atter udsættes for overgreb. Det må aldrig ske igen – sådan lød budskabet efter 2. verdenskrig. Desværre hører overgreb, krig og elendighed til vores dagligdag.

Selv i dag er der krig i Europa. Krigen i Ukraine synes dog at være glemt – midt i den aktuelle frygt for dem amerikanske præsidents forsøg på at overgå sig selv i usaglig argumentation og populisme. Men der er krig. En krig, som efter Murens fald i 1989 ikke syntes at være mulig. Men den er en realitet. Selv i Europa. Dagen i dag bør minde os om, at det er værd at kæmpe for demokratiet og freden.

Over 1,1 millioner mennesker anslås at være blevet dræbt i Auschwitz.

The Danish Supreme Court’s Exit


In these times of fear of the new President of the United States of America a new decision from the Danish Supreme Court, Højesteret, hardly made it to the newspapers. Not that Danish judgements usually are spectacular, but the decision 15/2014 of 6th December 2016 (http://domstol.fe1.tangora.com/page31478.aspx?recordid31478=1318) is actually a game changer: A majority of judges from the Danish Supreme Court concludes that legal principles evolved from the dynamic decision-making of the ECJ after 2008 cannot overrule written Danish law. Furthermore, the Supreme Court states that legal principles within the EU, which are based on International conventions and constitutional provisions from EU member states, have not been incorporated by the Danish accession law in 2008 and, thus, are not directly applicable in Danish law and by Danish courts.

In this particular case, the question was whether or not the EU-principle of prohibition of discrimination based on age would prevail, or whether a Danish provision leaving an employee, who was entitled to a private pension plan from the employer and had entered the pension plan before turning 50, without the normal and regular severance pay when leaving his/her job. In the case at hand, the Danish law of employment directly stated that an employer could abstain from paying such contribution.

The case was referred to the European Court of Justice, which concluded that the Danish provision was violating the prohibition of discrimination due to age, and that national courts were obliged not to apply national provisions violating said principle. The referring court was, thus, instructed – in case no concordant interpretation of the Danish provision was possible – not to apply the Danish law.

In this respect the eight judges of the Danish Supreme Court conclude that the ECJ is competent to interpret EU-law. Whether or not EU-law is applicable in Danish law, however, depends according to the judges on the Danish accession law to the European Union from 2008.

In this case, the Danish judges conclude that the prohibition of discrimination due to age is a legal principle, which is based on International conventions and common legal constitution traditions in the EU-member states. The concrete legal principle has no fundament in the Treaties forming the European Union. A situation, in which a EU-principle should have direct binding effect in a private inter-partes dispute, was not foreseen in the Danish accession law. In view of this, the eight judges conclude that, such a EU-principle is not applicable in an inter partes dispute in Denmark.

It is worth mentioning that the majority of judges stick so close to the wording of the Danish accession law from 2008. From this, one could deduct that principles developed before 2005 were applicable, while EU-principles developed by the ECJ after 2008 – especially based on the Charter of Fundamental Rights of the European Union that entered into force in 2009 – would have no so-called Drittwirkung and thus was not applicable inter partes.

It will be interesting to see and read the reactions on this judgement, since it puts a huge question mark behind one of the core principles of EU-law, mainly developed by the case law of the ECJ: the supremacy of EU-law when confronted with national law. In Denmark, the Supreme Court at least said that this supremacy could only apply to legislation based on the treaties of the European Union.

Guleroden - og manegen


Den 1. september 2015 trådte den nye danske lov om dansk indfødsret i kraft. Med den kunne danske statsborgere for første gang de jure opnå et andet lands statsborgerskab, uden at skulle give afkald på det danske.

Forud for lovændringen var bl.a. det danske mindretals kulturelle organisation, Sydslesvigsk Forening (SSF), blevet bedt om at kommentere på lovforslaget. Selvom det altid er rart, at det danske mindretal bliver hørt, så førte det til, at et forslag fra Dansk Folkeparti atter fik nyt liv: nemlig at personer tilhørende det danske mindretal og bosat i Sydslesvig, dvs. Tyskland, skulle kunne søge om – og få tilkendt dansk statsborgerskab. Uden at bosætte sig nord for grænsen.

Sydslesvigere med dansk pas

Denne forhistorie førte til, at Folketingets Sydslesvigudvalg, der virker som bindeled mellem Folketinget og det danske mindretal i Sydslesvig, for godt en uge siden fremlagde en række kriterier, der skal drøftes med den ansvarlige minister, Inger Støjberg. Udvalgets forslag blev forside-stof og flere danske medier kastede sig frådende over emnet. For hvilket implikationer vil dette forslag ikke have. Vil tyskere nu kunne få dansk statsborgerskab og kunne købe danske sommerhuse?

Mere kritiske røster drøftede de kriterier, Sydslesvigudvalget havde foreslået som grundlag for tildeling af statsborgerskabet: 1. ansøgeren skal have gået på dansk skole, 2. ansøgeren skal have forfædre, dvs. at mindst en person i slægten i op til fire generationer tilbage har været dansk statsborger, 3. ansøgeren har i mindst tre år boet i Danmark, 4. ansøgeren har i mindst 10 år været aktiv i en bestyrelse i en af det danske mindretals organisationer, eller 5. ansøgeren har i mindst 10 år været ansat i en af mindretallets organisationer hhv. institutioner. Ifølge det foreliggende udkast skal mindst tre kriterier være opfyldte, inden en person kan søge om danske statsborgerskab – til trods for, at vedkommende bor i Tyskland.

Formanden for Folketingets Sydslesvigudvalg sagde overfor Kristeligt Dagblad, at det danske mindretal fortsat er et sindelagsmindretal, og at de fremlagte kriterier skulle være et nåleøje for at opnå det danske statsborgerskab.

Bonn-København-erklæringerne

Fra mindretallets egne rækker gik blandt andet den slesvig-holstenske justits- og Europaminister og minister for kulturelle anliggender, Anke Spoorendonk (SSW), i Kristeligt Dagblad ud og kritiserede især henvisning til dansk afstamning som værende problematisk i forhold til de såkaldte Bonn-København-erklæringer fra 1955. I henhold til disse parallelle erklæringer, må myndigheder ikke overprøve enkelte personers tilhørsforhold til et mindretal, dvs. det danske i Sydslesvig eller det tyske i Nordslesvig.

Undertegnede har allerede i oktober 2015 henvist til diskrepansen mellem objektive kriterier på den ene side, og det i Bonn-København-erklæringernes fastlagte princip om det frie sindelag. Alligevel bør netop dette argument udbygges lidt: Bonn-København-erklæringerne er gensidige erklæringer, som hhv. den danske regering i København afgav i forhold til det tyske mindretal i Nordslesvig og den tyske regering, dengang med sæde i Bonn, afgav i forhold til det danske mindretal i Sydslesvig. Uden at ville falde for den såkaldte allerede-fordi-argumentation, så viser det sig allerede ud fra erklæringernes formål, at disse kun omhandler mindretallenes forhold til den stat, de bor i.

Hvad mindretallenes moderlande gør i forhold til deres egne mindretal, det er derimod ikke reguleret. Derfor kan – måske lidt koldt og meget juridisk sagt - den danske regering uden at stride mod erklæringens ordlyd selv fastlægge, hvilke kriterier det vil anvende på sit eget nationale mindretal. Det kendes f.eks. allerede i dag fra den danske bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte, hvor det i relation til unge, tyske statsborgere fra mindretallet er et nødvendigt kriterium, at de har taget studentereksamen på enten Duborg-Skolen i Flensborg eller A.P. Møller Skolen i Slesvig.

Et andet eksempel på den danske stats definition af personer tilhørende det danske mindretal findes f.eks. i Cirkulæreskrivelse om naturalisation af 13. Oktober 2015. Heri fastslås det, at ”ved dansksindet sydslesviger forstås en person, som er født i Sydslesvig, som helt eller delvis har gået i dansk skole, og som under ophold i Sydslesvig som voksen har vist tilknytning til danske forhold”, jf. bilag 1, pkt. 5.

Så der er intet nyt og heller intet odiøst i, at den danske stat fastlægger nærmere kriterier til brug for afgrænsningen af personer tilhørende det danske mindretal.

Blut und Boden

Hvad der derimod er ganske usmageligt, er koblingen til en dansk forfader. Nu skal man naturligvis være varsom med at råbe ”ulven kommer” i tide og utide, men groft sagt, så lugter dette kriterium ganske meget af Blut und Boden. Dvs. en slægtsforskning, som især syd for grænsen knyttes til det nationalsocialistiske rædselsregime.

Adgangen til at kunne påberåbe sig danske forfædre er da også ganske uset i dansk lovgivning. Cirkulæret om naturalisation fastslår da også i bilag 1, at
” 4. Ansøgere af dansk afstamning
Ansøgere af dansk afstamning kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse efter 2 års uafbrudt ophold her i landet, når følgende betingelser alle er opfyldt:
1) Den ene af eller begge ansøgerens forældre var danske statsborgere ved fødslen,
2) ansøgeren er indrejst her til landet inden det fyldte 20. år,
3) ansøgeren er fyldt 18 år ved ansøgningens indgivelse.”

Så også ud fra en streng juridisk synsvinkel er det nu til Inger Støjberg fremsendte lovforslag ganske usædvanligt.

Mindretalspolitisk vil – hvilket Folketingets medlemmer stemmer for forslaget – den nye adgang til dansk statsborgerskab givetvis også indebære problemer på flere niveauer: Retssystematikken nærmest tvinger de danske myndigheder til at finde fælles fodslag. Dette kan få konsekvenser for f.eks. unge, der søger om Statens Uddannelsesstøtte. Skal de så også på sigt leve op til de nye kriterier?

Et andet spørgsmål – måske vigtigere – spørgsmål er de danske tilskud på omkring 580 millioner danske kroner hvert år. Uden disse tilskud ville det danske mindretal i Sydslesvig næppe kunne opretholde de mange institutioner og organisationer, der i dag udgør en stor del af mindretallets struktur. Vil et mindre venligt stemt flertal i Folketinget under henvisning til de nu fremlagte kriterier vurdere tilskuddene på ny?

Sidst, men ikke mindst, så bør mindretallets repræsentanter agere med tilstrækkelig Fingerspitzengefühl, da netop Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti synes at være stor fortaler for planerne om at gøre Danmark større. Når et højre-nationalt parti som Dansk Folkeparti så at sige sætter sig på historiefortolkningen, så bør man altid være påpasselig. Alt andet ville blot være at lade sig trække rundt i manegen af andres helt egne interesser.

Glasset er halv fuldt


Åh, nej. Ikke igen.

Der var sikkert mange, der tænkte netop det, da de i går hørte, at den tyske forbundsforfatningsdomstol i Karlsruhe, Bundesverfassungsgericht, atter har afvist en sag om opløsning af det ny-nazistiske parti Nationaldemokratische Partei Deutschlands (NPD).

Tilbage i 2003 afviste Tysklands øverste vogtere af det tyske Grundgesetz at realitetsbehandle en sag om en foreningsopløsning af NPD. Ifølge dommerne havde de 16 delstaters efterretningstjenester haft alt for mange agenter højt placeret i partiet. Det stod derfor ikke helt klart, hvad partiet selv havde tænkt – og hvad agenterne havde tænkt på vegne af efterretningstjenesten, den såkaldte Verfassungsschutz.

I går, den 17. januar 2017, vente dommerne så atter tommelfingeren nedad. Suk – kunne man nu tænkte. Har den nynazistiske pøbel på højrefløjens absolutte yderfløj dog ret til at have et parti, der ideologisk set ligger tæt op ad den ideologi, der herskede fra 30. januar 1933 til maj 1945.

Ja, siger forfatningsdomstolens dommere i en godt og vel 166 sider stærk dom – der modsat andre domme endda blev lagt ud på internettet med det samme. NPD må godt være et parti på den yderligere højrefløj. Der er ingen tvivl om, at partiet ligger tæt op ad Adolf Hitlers Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (NSDAP). Der er heller ingen tvivl om, at dele af partiets partiprogram strider direkte mod den tyske forfatning: NPD vil afskaffe det tyske demokrati. Partiet vil fratage mindretal – immigranter, udlændinge og andre (etniske) minoriteter deres rettigheder.

Men, siger dommerne: NPD er for lille et parti, til at det kan tages seriøst. Dommerne siger direkte, at de må anses for at være udelukket, at partiet nogensinde vil opnå den indflydelse, det kræver, at gennemføre partiets demokratifjendske program.

Hensynet til foreningsfriheden er derfor vigtigere end hensynet til de angreb mod den tyske grundlov, der måtte udgå fra NPD. Af den grund er det ikke, som mange medier forklarer, en sejr til NPD, der nu ufortrødent kan fortsætte med sin politiske ageren. Nej, det er en sejr til demokratiet. Dommerne har tydeligt tilkendegivet, at NPD er et fremmedhadsk parti, der bygger på en nationalsocialistisk ideologi. Det har dommerne nu stadfæstet for evigt.

Samtidig siger dommerne også, at NPD simpelt hen er for marginalt til, at det nogensinde vil kunne få tilstrækkelig politisk indflydelse i Tyskland. Også det er nu mejslet i sten – eller rettere sagt skrevet i dommen. Dommerne skriver i realiteten, at NPD er et for latterligt lille parti til, at indgreb i foreningsfriheden kan godkendes. Og det er naturligvis ikke det bedste budskab et parti kan komme med til sine tilhængere. Slut.