Også en anden sag blev afsluttet i disse dage: Striden mellem arvinger efter mediemogulen Leo Kirch og Deutsche Bank. Retssagen har varet i over 12 år - og Deutsche Bank har ved det forlig, der er blevet indgået mellem parterne accepteret at betale Kirch-arvingernes advokater EUR 40 millioner.........

Baggrunden for hele sagen var, at den tidligere CEO for Deutsche Bank, Rolf Breuer, i et interview i foråret 2002 udtalte, at Kirch-Gruppen var på grænsen af en konkurs. Rent faktisk endte mediegruppen med at gå konkurs, men Leo Kirch mente allerede få dage efter, at konkursen var blevet en realitet, fordi bankerne stoppede med pengetilførelserne alene pga. Breuers udtalelser. Interne dokumenter fra Deutsche Bank viste senere, at Deutsche Banks konsulentafdeling gerne ville arbejde for Kirch. Breuer håbede øjensynligt, at han kunne åbne for nogle lukrative konsulentaftaler ved at sige, at Kirch-Gruppen øjensynligt var på vej ind i en konkurs.

Allerede i 2006 fik Kirch medhold hos den øverste tyske domstol, Bundesgerichtshof, at Kirch kunne kræve erstatning af Deutsche Bank. Kirch selv døde i 2011, men han arvinger har sidenhen gjort kravet gældende. I 2012 afviste Deutsche Bak et forlig, som havde kostet banken noget i størrelseorden af EUR 800 millioner. Det forlig, der er blevet indgået i løbet af de seneste dage, har ifølge tyske medier kostet banken EUR 750 millioner. Dertil kommer renter og rentesrenter, der løber op i nærheden af 120 millioner euro. Og dertil kommer så godt og vel 40 millioner euro i advokatsalær...........

I dag blev den tidligere tyske forbundspræsident Christian Wulff så frikendt ved retten i Hannover (se allerede kommentaren den 12. december 2013). På baggrund af de fakta, der blev forelagt retten, var det egentligt kun et spørgsmål om tid, inden dommeren blev nødt til at nå frem til, at Wulff skulle frifindes for alle anklager.

Tilbage står en anklagemyndighed, der ifølge dommeren alene havde fremlagt belastende materiale. Det er naturligvis en næse, som anklagemyndigheden må tage til sig. Det følger af officialprincippet, at en sag skal undersøges tilstrækkeligt, og at både belastende, men netop også frifindende materiale skal fremlægges.

Sagen mod den nu forhenværende forbundspræsident startede med store beløb, økonomiske håndsrækninger ved finansieringen af bolig - og endte med en regning på EUR 700,-- - som anklagemyndigheden ikke kunne bevise, at Wulff ikke efterfølgende havde betalt tilbage til en filmproducerende ven Groenewold.

Tilbage står dog også en retsstat, der har vist, at den behandler høj og lav lige - måske i sagerne som denne mere end lige, for hovedforhandlingen varede længe og mange tyske kindisser mødte frem som vidner i sagen. Der var megen fokus på sagen - også fordi Wulff i månederne op til sin tilbagetræden i februar 2012 agerede mere end kluntet. Den ene dag forsøgte han at presser chefredaktøren fra Tysklands Bild-Zeitung til ikke at bringe en historie, en anden gang krøb Wulff demonstrativt i et åbent interview til korset. Det lugtede lidt meget af magtmisbrug.

Alt dette må der med dagens dom slås en streg hen over. Eller rettere kan der slås en streg hen over, hvis Wulff tager dommen til efterretning og ikke påny agerer kluntet og meget lidt statesman-like. En elder statesman - magen til f.eks. den tidligere forbundskansler Helmut Schmidt - bliver Wulff næppe. Dertil har han altid virket for kold, for distanceret. Men med dommen får personen Christian Wulff muligheden for at slå et nyt kapitel i bogen om livet op. Og den chance skal enhver have!

Det er modsætningernes tid mellem Danmark og Tyskland. Nej, jeg taler ikke om striden mellem den tidligere konservative-liberale landsregering i Slesvig-Holsten, som med en ny skolelov åbenlyst diskriminerede det danske mindretal i Sydslesvig. Nej, jeg mener skattetænkning.

I Tyskland kryber flere kendisser mere eller mindre tvunget ud af deres (skatte)ly og fortæller, at de ikke længere kan leve med den kendsgerning, at de har haft et konto i et skattely som f.eks. Schweiz, Panama eller andre underligere steder. Nogle - som den nu snart tidligere kasserer i CDU Helmut Linssen - prøver på at undskylde en konto med forældrenes arv i Panama med en henvisning til, at forældrene i deres testamente havde bestemt, at arven skulle placeres uden for Tysklands grænser. Andre, som den tyske kvindessagsforkæmper Alice Schwarzer, har indrømmet, at hun har efterbetalt fem års skat for de penge, hun havde stående på en konto i Schweiz i flere årtier.......

Om efterbetalingerne eller henvendelserne til de tyske skattemyndigheder skyldes indsigten i, at skattetænkning skader samfundet, eller, at skattetænkerne frygter straf pga. de tyske skattemyndigheders opkøb af data fra Schweiz, vides ikke.

Set fra et dansk perspektiv, kan det da stort set også være ligemeget: for her subventionerer den danske regering ligefrem skattetænkning i stor stil. Først blev det kendt, at Goldman Sachs opkøb af 19% af DONG aktier sker gennem forskellige holding-strukturer, der via Luxemborg fører videre til de Vestindiske øer og videre til Delaware. I sidste ende kommer Goldman Sachs vel aldrig til at betale skat af en mulig fortjeneste.

Dernæst fik den undrende læserskare at vide, at Deutsche Bank via florskellige fonde i Irland havde købt lån fra den statsejede bank Finansiel Stabilitet. Konstruktionen var sådan, at flere irske fonde havde samme adresse - og bagved stod den store tyske bank, der købte lån for over 600 millioner kroner. Også Deutsche Bank kommer næppe til at betale skat af de penge......

600 millioner kroner er set i forhold til opkøbet af aktierne i DONG det, som den tidligere bestyrelsesformand for Deutsche Bank Hilmar Kopper i 1995 kaldte “peanuts”, da han blev spurgt om en konkurs til 50 millioner D-mark. Det bagved liggende problem er dog et alvorligt, struktuelt problem: den danske regering bruger ikke købernes mulige skattespekulation som et parameter. Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen gik endda ud og sagde, at staten ikke kunne afgøre, hvad der er rene penge eller ej. Han tilføjede også, man alene kunne undgå denne form for skattetænkning, hvis man fik stoppet skattelyene.....

Sidstnævnte står naturligvis for ministerens egen regning, men allerede på første år af jura-studiet lærer man, at der altid skal være to parter ved en aftale. Det betyder, at man kan forhandle ved et salg af danske arvegods ligesom ved salg af dårlige lån. Sælger kan altid stille spørgsmål eller betinge sig, at visse regler følges. Derfor bør en række danske politikere i disse dage sidde med nogle meget røde ører efter to mega-salg til rene skattespekulanter. Samtidig bør de jurister, der har arbejdet med salgene også spørge sig, om deres rådgivning var god nok. For skatteunddragelse i den størrelsesorden er mere end samfundsskadelig. Den er underminerende.