Reisen bildet, siges det på tysk. Begrebet “dannelsesrejse” findes tilsvarende på dansk. Derfor er det jo altid interessant at følge udviklingerne i Nord- og Sydeuropa. Begge steder tales der om krisen - blot med andre øjne og forudsætninger:

I Portugal ses den tyske forbundskansler malet op af husmurene. Som ingen anden Nordeuropæisk politiker symboliserer hun alt det onde, der tilskrives troikaen, dvs. den Europæiske Kommission, den Europæiske Centralbank og den Internationale Valutafond, der holder øje med de finansielle hjælpemidler og støtteordninger Portugal har fået tilført efter krisen i 2008. Uma Merkel er indgået i det portugisiske ordforråd - og sikkert ingen anden udenlandsk politiker er blevet den store ære til dels, i flæng at blive nævnt i de højt elskede telenovelas. Her står “uma Merkel” for at noget er dyrt, at der skal spares m.v. På husmuren har kunstnere også ganske klart placeret den tyske forbundskansler i et politisk hjørne: for hun er blevet tegnet med udstrakt arm.

Under samtaler med portugisere er Tyskland heller ikke meget populært. I første omgang gøres Tyskland, tyskere og ikke mindst fru Merkel ansvarlig for alt det onde, der er sket i landet siden 2008. Offentlige lønninger er blevet kappet med godt og vel 30 procent, regeringer er gået, ministre er blevet erstattet og den portugisiske forfatningsdomstol er kommet på overarbejde, da poltikkere ikke længere agerer, men skyder alle afgørelser over til forfatningsdomstolen. Det har i visse kredse ført til, at dommerne dér nævnes på linje med fru Merkel. Og ikke for det gode.

Når de verbale udfald mod landet i Nord så er løbet ud i sandet, så spørger folk dog også til arbejdsvilkårene i Tyskland. De kan så ikke forstå, at der er næsten fire millioner mennesker, der arbejder med en eller flere Mini-job, dvs. job til maksimalt 400 EUR om måneden. De kan så ikke forstå, at små 2 millioner mennesker står uden sundhedsforsikring. Og den hestekur, som Hartz IV (reduktionen af arbejds- og sociale ydelser) betød for den tyske befolkning, kan næsten ikke anskueliggøres. “Hvorfor er fru Merkel så fortsat forbundskansler,” lyder spørgsmålet............

I Tyskland har nogle mennesker givet udtryk for deres holdning til den økonomiske støtte til bl.a. Grækenland og Portugal ved at male på gaden: “Griechenland raus aus der EU........” Om det er løsningen, må stå hen i det uvisse. Langt mere tankevækkende er det så, at min portugisiske fru ofte bliver spurgt: Og hvornår flytter din familie til Tyskland???” Når svaret så stik mod forventning er: “Aldrig”, forstår den tyske folkesjæl ikke verden længere: Tyskland betaler jo (næsten) alene for de kriseplagede lande, små 25.000 spanske statsborgere er i 2012 flyttet til Tyskland. Der er ingen krise her - og Tyskland eksporterer jo som aldrig før til andre lande. Alt må da være bedre her, end i ........

Forklaringer som, at familien i Portugal godt nok mærker krisen, men at det jo (næsten) altid er bedre at bo i sit eget land og tæt på familien vækker undren. Når muligheden for at flytte til Tyskland nu ligger ligefor, nu da et familiemedlem allerede bor i landet, så er det da indlysende, at resten af familien bare skal flytte med!

Fordomme er vanskelige at bekæmpe. Og de lever et ganske godt og roligt liv ved stamborde, på arbejdspladser eller i avisspalter. Om det så er i Portugal eller i Tyskland, Danmark eller Belgien. Fordommenes ækle hovede stikker måske nok i krisetider sit hovede frem ..... og næsten umuliggør en tiltrængt saglig diskussion. Det er lige før, at EU-Kommissionen skulle etablere en oplysningsfond, der ene og alene gør op med de indgroede fordomme, den europæiske befolkning har om sig selv.