I aftes (den 26.11.13, red.) meldte den danske regering, ledet af socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt ud med, at næste års finanslov var blevet en realitet med Venstre og De Konservative som juniopartnere. I dag, den 27.11.13 kunne den tyske forbundskansler, Angela Merkel, meddele, at det konservative CDU samt dets bayriske søsterparti CSU, var blevet enige om en koalitionsaftale med de tyske socialdemokrater frem til 2017.

I Tyskland var det dog den konservative Merkel, der sad ved bordenden - og hun en socialdemokratisk juniorpartner med om bord, der - mildest talt - er lidt bange for ‘Muttis’ omfavnelse, der ved sidste valg kostede FDP dyrt, og fem år tidligere førte til et historisk valgnederlag for det tyske SPD.

Tilsvarende berøringsangst ser med ikke dagen efter hos Løkke & co. Selvom Venstre og de Konservative kom med som juniorpartnere, så sælger de deres deltagelse i årets finanslov som stor sejr. Der tales ligefrem om en blå finanslov - modsat en rød finanslov, hvis Enhedslisten havde været med og ikke stillet (et ikke helt urimeligt, men dog meget kategorisk) krav om to bad om ugen. Ulempen ved at skrive sådan noget ned er, at så går fleksibiliten sig en tur. Som en socialdemokratisk folketingskandidat sagde umiddelbart efter meddelelsen om, at finansloven var blevet forhandlet på plads: ‘ Hvad nu, hvis hjemmehjælperen vil bade den ældre fire gange om ugen - vil det så kunne være dækket af finansloven???’

Det bliver spændende at se, hvordan fremtiden arter sig i de næste par år. Finansloven har dog den fordel, at den kun gælder et år ad gangen. Koalitionsaftalen mellem CDU/CSU og SPD i Tyskland skal gerne holde i fire år........

De fleste tyske delstater har en egen bank. Den er jo rar at have ved hånden - især hvis man er Onkel Joakim. Men det er desværre de færreste tyske ‘Landesbanken’, der klarer sig godt. Den nordtyske af slagsen har været godt involveret i en række finansielle skandaler, de østtyske er til dels blevet købt op af vesttyske - hvis disse ikke selv stod med håret i postkassen, da krisen begyndte af kradse i 2008-2009.

En af disse banker, der troede, at den kunne sæve over vandet, er den Bayrische Landesbank. Den ville være stor. Så derfor købte den en bank i Østrig. Og det gik ikke godt. Prisen var i 2007 små 1,6 milliarder euro (godt og vel 10 milliarder danske kroner). To år senere solgte banken tilbage til Østrig for 1 euro (godt og vel syv-en-halv danske kroner).

I dag startede så et søgsmål ved Landsretten i München mod den tidligere østrigske datter om et beløb på 2,3 milliarder euro. Penge, som BayernLB mener, at den kun lånte datteren i nabolandet som følge af krav til bankens egenkapital. Hypo Alpe Adria (HGAA) er i mellemtiden gået i betalingsstandsning og prøves genoprettet af den østrigske stat. Allerede af den grund må HGAA ikke betale penge til BayernLB - siger HGAA - og ikke mindst den østrigske stat, som alene i år bliver nødt til at støtte HGAA med to milliarder euro, hvis banken ikke skal gå konkurs.

Sagen blev i dag åbnet med parternes anbringender. Landsretten skal nu bl.a. tage stilling til, om sagen skal foregå ved domstolen i Bayern, men efter østrigsk ret eller ej. Sidstnævnte mener BayernLB, at det bør.

Og så er vi tilbage ved Anders And. For i den fortælling ville Onkel Joakim også bebrejde Anders......

Til de læsere, der endnu ikke har haft tid eller mulighed for at læse ugens Der Spiegel med tophistorien om Cornelius Gurlitt, manden, der havde små 1.400 malerier i sin lejlighed i München, skal dette hermed anbefales. Jeg skal på ingen måde forsvare de handlinger, som mandens kunsthandlende fader må formodes at have foretaget for at få fingrene i de formegentlig 400 malerier, der øjensynligt er blevet røvet jødiske familier. Men hele historien om Cornelius Gurlitt er værd at læse under følgende præmisser:

Cornelius Gurrlitt bliver standset i et tog fra Schweiz, hvorved toldmyndighederne opdager, at han har ca. 9.000 EUR på sig. Det er i sig selv ikke strafbart, fordi kun beløb over 10.000 EUR skal anmeldes. Derefter overvåger de tyske politi- og toldmyndigheder manden og stormer for godt og vel halvandet år siden dennes lejlighed i München og konfiskerer små 1.500 malerier. Anklagemyndigheden i Augsburg, som står for sagen, har selv meddelt, at ca. 400 malerier må antages at tilhøre Cornelius Gurlitt - resten skal kunsthistorikere først udrede ejendomsretten til. Alligevel har myndighederne ikke leveret de billeder tilbage, som entydigt tilhører Gurlitt. Og manden har - hvis jeg læser Der Spiegel korrekt - ikke hyret en advokat, da han har tillid til de tyske myndigheder!!!!!

Lad mig lige skære det ud i pap: politiet stormer en mands lejlighed, efter at en kontrol ved grænsen til Schweiz havde vist, at manden helt legalt var i besiddelse af en bestemt sum penge. Og derefter konfiskerer myndighederne mange billeder, hvoraf godt og vel en tredjedel er Gurlitts. Og så sætter man een kunsthistoriker til at finde ud af ejerforholdene. Det minder - med alle nødvendige forbehold - lidt om det rædselsregime, der bad Gurlitts fader om at tage sig at bl.a. ‘entartet’ kunst.

Hele fremgangsmåden er ikke en retsstat værdig - især når man husker på, at “Gesetz über Einziehung von Erzeugnissen entarteter Kunst” af 31. maj 1938 var gældende frem til 1968 og formelt aldrig er blevet ophævet.......

Her sidder jeg nu og griner lidt. For jeg forsøgte at besteille en bog om norsk statsret hos forlaget i Oslo. Ikke nok med, at det tog næsten tre uger for forlaget at svare. Nej, svaret lød i al sin enkelthed på: ‘Vi sender ikke bøger til udlandet’. Mere skulle der ikke siges om det.

Velkommen til Europa - kunne jeg fristes til at sige, hvis det ikke var for et brev fra det danske Justitsministerium, som jeg modtog for små to måneder siden. Jeg havde bedt om at få en bekræftelse på, at jeg har deponeret min bestalling som dansk advokat, samt at jeg har været ansat som fuldmægtig ved et dansk advokatkontor i mere end halvdelen af de tre år, advokatuddannelsen varer. Desuden havde jeg bedt om at få svaret på engelsk, hvilket ville spare mig for en oversættelse. Svaret kom - ca. 3 måneder efter at jeg havde bedt om bekræftelsen - på dansk. Og ministeriet ville kun bekræfte, at jeg har deponeret min bestalling. Yderligere skulle mine tidligere principaler bekræfte. Det hjælper mig dog ikke særlig meget, for disse bekræftelser godkender det tyske ministerium, som jeg skal sende brevet til, ikke. Mit svarbrev til Justitsministeriet - bl.a. indeholdende den tyske lovgivning - har jeg ikke modtaget et svar på. Mere interessant blev det dog, da jeg ringede og spurgte, om jeg i det mindste kunne modtage bekræftelsen på engelsk: ‘Nej, den kommer på dansk - for den skal jo være korrekt’......

Jeg skylder at tilføje, at jeg fra et svensk forlag, hvor jeg ville bestille en lærebog om svensk forfatningsret fik et svar indenfor to dage: *Naturligvis leverer vi til Tyskland*....og så var der desuden angivet, hvor meget porto jeg skulle betale.

Nu kan man så sige ‘nå - hvad så’ - du bor jo i Tyskland. Jo, - for at kopiere nogle franske tegneserieforfattere - jo Tyskland, men ikke hele Tyskland er Tyskland. For eksempel er (ikke mindst myndighederne) i det sydlige af Tyskland meget overbeviste om deres egen ufejlbarlighed. ‘Mir san mir’ siger det f.eks. i Bayern. Det kan oversættes til noget i retning af: ‘Vi har nok i os selv’...... Det fik jeg at vide, da jeg for et år siden skrev til et ministerium her i Bayern og bad om at få dispensation på nogle eksaminer, som jeg ville tage på det tidspunkt. Den (forbunds)tyske lovgivning lægger op til disse dispensationer - især hvis man har læst ved et tysk universitet. Svaret var meget langt og juridisk skrevet. Den korte version er: ‘Du kan ikke få dispensation’...........

Tilbage står jeg og spørger mig, om små befolkningsgrupper - som den danske, norske eller bayerske - har det med at fokusere på den indre Jante - og dermed svarer, at alt, hvad der falder udenfor de gængse rammer ikke kan være.......

De tyske myndigheder har nu - ikke mindst efter kritik fra udlandet - besluttet sig for at offentliggøre 25 ud af små 1.400 billeder, der i sidste uge blev fundet hos sønnen af en kendt kunstsamler i München. Anklagemyndigheder i Augsburg havde ellers meddelt, at man bl.a. pga. ophavsrettigheder ikke kunne offentliggøre malerierne.

Samtidig er det blevet meddelt, at den ene(sic!!) kunsthistoriker, der siden 2012 har arbejdet med at identificere, katalogisere og ikke mindst forsøge på at opspore tidligere ejere - såfremt dette åbenlyst var nødvendigt - får assistance af yderligere 5 medarbejdere.

Oparbejdelsen af den tyske (kunst)historie ville ellers også have varet et godt stykke tid.

For alle de, der er interesserede i et kig på de første 25 malerier og litografier, kan der henvises til www.lostart.de.

Netop i nat er det tid til at mindes to hændelser, der er værd at huske på i den tyske historie:

Natten til den 10. november 1938 begyndte en ubeskrivelig forfølgelse af tyske borgere med det, der sidenhen skulle blive forsøgt beskrevet som ‘Krystalnatten’. Omend det ikke var startskuddet til forfølgelserne af den jødiske befolkning i Det Tyske Rige, så var det i hvert fald for en stund et tragisk højdepunkt. Det er værd at mindes - og skal mindes fremover.

Natten til den 10. november 1989 sad en ung journalistelev på Flensborg Avis’ redaktion og var i gang med at skrive dagens sidste artikler, mens radioen kørte ved siden af. Det unge journalistspir havde dækket de utallige DDR-flygtninge, der var kommet til bl.a. Slesvig-Holsten via Ungarn m.v. Midt i det hele studsede journalisteleven - hvad var det, der lige blev fortalt: at Muren blev åbnet............Hurtigt blev fjernsynet tændt og redaktionssekretærerne informeret. Det havde allerede set nyheden på Ritzau. Chefredaktøren blev informeret og spurgt, om den unge journalistelev ikke skulle rejse til den nærmeste grænseovergang for at rapportere. Det blev afvist, for eleven skulle næste morgen rejse til Århus, hvor forsvaret af Johan Peter Noacks disputats om ‘Det danske mindretal i Sydslesvig 1920-1945’ skulle dækkes. Journalisteleven rejste derpå til Århus, hvor andedammens historie blev udlagt, mens verdenshistorie blev skrevet.........

Skal lige huske at tilføje, at Oberlandesgericht München i dag har meddelt, at følgende sag “Strafverfahren gegen Ulrich H. wegen Steuerhinterziehung” vil starte mandag, den 10. marts 2014.

Selvom domstolen i sin pressemeddelelse prøver på at holde sig til skattelovgivningens særlige databeskyttelse, så kræver det ikke den store matematiske studentereksamen at finde ud af, hvem den anklagede er, for anklagemyndigheden anklager den 61-årige præsident for FC Bayern (“In der Anklage legt die Staatsanwaltschaft München II dem 61jährigen Präsidenten des FC Bayern München Einkommensteuerhinterziehung zur Last.”). Så meget for navnebeskyttelsen......

Når den oplyste læser har fået stillet sin nysgerrighed, skal der her lige mindes om, at den såkaldte NSU-proces forventes afsluttet i januar 2014.......

Næsten 75 år efter den såkaldte Krystalnat, natten mellen den 9. og 10. november 1938, hvor mere end 1.400 synagoger og jødiske forsamlingshuse blev plyndrede eller sat i brand, har det tyske nyhedsmagasin “Focus” i dag en historie om et nu næsten to år gammelt fund af godt og vel 1.500 malerier af det nazisterne kaldte ‘entartete’ kunst. Det var kunst, der ikke levede op til nazisternes forestilling om det rigtige liv - så med andre ord måtte størstedelen af den moderne kunst ikke vises.

Samtidig sørgede de nazistiske magthavere for at købe - eller rettere sagt røve - betydelige samlinger af den forhadte kunst fra jødiske familier eller jødisk ejede samlinger. De godt 1.500 malerier, der nu er blevet fundet hos en familie i München, hører øjensynligt til den gruppe af billeder, der forsvandt under rædselsregimet. Og som alle troede var forsvundet for evigheden.

Næsten samtidig med - og dette er et helt andet emne - blev over 20.000 indbyggere i Düsseldorf evakueret på grund af en gammel allieret bombe fra 2. verdenskrig.

Selvom disse to historier ikke har det fjerneste tilfælles, så viser det dog, at Tyskland - 68 år efter krigens afslutning - ikke finder den fornødne ro til at lægge historien bag sig. Dette skal ikke ses som en opfordring til, at tyskerne skal glemme historien, bestemt nej, men blot vise, at nyheder relateret til naziregimet fortsat er aktuelle i dagens Tyskland.

Dette skal man huske på, når man diskuterer fred med f.eks. de tidligere jugoslaviske stater og deres mulighed for at indgå tættere relationer med EU. Her har tonen fra Brussels typisk været, at de nye stater på Balkan-halvøen skulle demonstrere deres vilje til fred. Men man skal huske på, at krigen dér ikke er mere end små 20 år siden.......

Fortsat god uge.