Som gammel nyhedsrotte sad jeg i aftes og kiggede med stor forundring mod USA. Her stormede Trumps fodfolk Capitolet - indbegrebet af ikke kun det amerikanske demokrati. Nu sidder jeg atter ved mit skrivebord i München. Men et par dage inden nytår skypede vi sammen med nogle portugisiske venner, som godt nok også bor i Braga - men pga. corona ville og kunne vi ikke ses fysisk. Broderen til en af vennerne er i dag ansat ved Pentagon i USA. Han udarbejder analyser omkring Europa - og de øvrige lande, hvor sproget portugisisk fortsat bruges. Han deltog i samtalen fra Washington og fortalte, at han rent faktisk havde fået skydetræning i november og december. Nu er manden mest til øl og ikke våben, så derfor var vi allesammen lidt forundrede, men jeg burde være vågnet, da han forklarede, at han både havde købt flere paller vand, 100 kg mel og sukker samt ikke mindst en strømgenerator. Alt sammen fordi fremtiden var lidt usikker, som han diplomatisk formulerede det.

Som sagt, så er manden mest til øl eller rødvin og ikke ligefrem medlem af NRA i USA - så derfor var jeg også lidt forundret over, at han fik skydetræning. Jo, som han forklarede, så skyldtes det, at alle ansatte i Pentagon fra en vis tjenestegrad af skulle have lov til at bære våben, hvis det engang kom så vidt. Selv tænkte jeg med det samme på alle mulige konspirationsteorier, sølvhatte og hvad ved jeg…..men Trumps fodfolk viste os i aftes, hvad der kan ske, når en præsident vælger had og spild frem for at være en samlende figur….jeg burde have lyttet mere til samtalen på portugisisk.

Lufthavnen i München kan være meget hyggelig. Men kl. 19 om aftenen, midt i en storm - og stående udenfor, er lufthavnen et mindre behageligt sted. Formålet med opholdet i køen var at få foretaget en corona-test. Hvis man ser bort fra advokat-typen, som ville springe køen over, men desværre havnede ved undertegnede, stod vi allesammen - med behørig afstand - og hyggesnakkede om løst og fast. Solidaritet midt i disse corona-tider!

I går besluttede forbundskansler Merkel og delstaternes ministerpræsidenter så at forlænge den såkaldte lock-down frem til 31. januar. Det bliver sikkert ikke den sidste forlængelse. For som den socialdemokratiske festabe Karl Lauterbach forleden meddelte, så går vi tre-fire hårde måneder i møde. Engang i april begynder den varme periode og den hjælper ifølge Lauterbach mod covid-19. Så er det jo interessant at læse, at den etiske kommission, der havde fastlagt vaccine-rækkefølgen(den kan læses her), foreslog, at alle 80-årige eller derover skulle have vaccinen. Pga. den manglende vaccine blev foreslaget så i den politiske realitet til, at alle over 81 år hører til den første gruppe af personer, der kan modtage vaccinen. Sjovt at se etikken ramme den politiske realitet.

Nu kan vi bare håbe, at der kommer flere producenter på banen. Og at der ikke kommer en nationalistisk konkurrence om vaccinen - for vi her i Europa kan kun overleve, hvis også vores naboer er blevet vaccineret.

Nu da året 2020 er overstået, kan jeg lige så godt forsøge at få gang i denne blog.

Jeg vil lægge ud med at berette fra Portugal, hvor smittetrykket fortsat er meget højt. Portugal har ca. 10 millioner indbyggere og antallet af smittede stiger med godt og vel 6.000 personer i døgnet. Derfor indførte regeringen i Lissabon i ugen før jul et krav om at masker skal bæres uden for husets fire vægge. Det virker dog ikke til at have den nødvendige virkning, for smittetrykket stiger. I nogle områder af Portugal ligger det på over 900 personer pr. 100.000 indbyggere. Personligt synes jeg ikke, at det er overraskende, for alle caféer, restauranter og hoteller har været åbne selv nytårsaften. Der kunne gæster tage på restaurationer frem til kl. 23.00.
Nærmest som en logisk konsekvens har den portugisiske regering udstedt et tidsbegrænset udgangsforbud, der gerne skulle lukke landet fra kl. 13.00 om eftermiddagen til kl. 05.00 om morgenen. Foreløbig ser det ud til, at portugiserne overholder dette pålæg.

Desuden skal der lige henvises til at en af de helt store portugisiske fado-sangere, Carlos do Carmo, er afgået ved døden den 1. januar 2021. Han var mere end en fado-sanger, han var en kulturbærer, der var en af de drivende kræfter bag ved at få fado anerkendt som en del af verdens kulturarv i 2011. Rent stilmæssigt lagde han ud med at synge klassisk fado, inden han - blandt andet inspireret af Frank Sinatra - begyndte at introducere jazz og sydamerikanske toner i fadoen. Carlos do Carmo har om tiden i diktaturet sagt, at man naturligvis skulle overholde formen, men at der altid var mulighed for at lægge noget ind mellem linjerne. Meget sigende hed et album, som han udgav i 1973, "At dræbe en svale". Allerede billedet siger mere end tusinde ord…..

Mere information kan findes her på wikipedia.

Alle læsere ønskes et godt nytår og et lykkebringende 2021. Forhåbentlig får vi mulighed for at ses personligt i dette år.