Ups.....havde jeg bare lyttet bedre

Som gammel nyhedsrotte sad jeg i aftes og kiggede med stor forundring mod USA. Her stormede Trumps fodfolk Capitolet - indbegrebet af ikke kun det amerikanske demokrati. Nu sidder jeg atter ved mit skrivebord i München. Men et par dage inden nytår skypede vi sammen med nogle portugisiske venner, som godt nok også bor i Braga - men pga. corona ville og kunne vi ikke ses fysisk. Broderen til en af vennerne er i dag ansat ved Pentagon i USA. Han udarbejder analyser omkring Europa - og de øvrige lande, hvor sproget portugisisk fortsat bruges. Han deltog i samtalen fra Washington og fortalte, at han rent faktisk havde fået skydetræning i november og december. Nu er manden mest til øl og ikke våben, så derfor var vi allesammen lidt forundrede, men jeg burde være vågnet, da han forklarede, at han både havde købt flere paller vand, 100 kg mel og sukker samt ikke mindst en strømgenerator. Alt sammen fordi fremtiden var lidt usikker, som han diplomatisk formulerede det.

Som sagt, så er manden mest til øl eller rødvin og ikke ligefrem medlem af NRA i USA - så derfor var jeg også lidt forundret over, at han fik skydetræning. Jo, som han forklarede, så skyldtes det, at alle ansatte i Pentagon fra en vis tjenestegrad af skulle have lov til at bære våben, hvis det engang kom så vidt. Selv tænkte jeg med det samme på alle mulige konspirationsteorier, sølvhatte og hvad ved jeg…..men Trumps fodfolk viste os i aftes, hvad der kan ske, når en præsident vælger had og spild frem for at være en samlende figur….jeg burde have lyttet mere til samtalen på portugisisk.