alpsnews.eu© 2017 Sten Harck

Ældre må godt have mere ferie

Den føderale tyske arbejdsdomstol, Bundesarbeitsgericht i Erfurt har i dag afgjort, at en arbejdsgiver godt må give ældre arbejdstagere to dage mere ferie end yngre ansatte (sag 9 AZR 956/12).

En tysk skofabrikant giver de af sine arbejdstagere, der er ældre end 58 år, to dage mere ferie end yngre medarbejdere. En 46 år gammel arbejdstager mente, at dette måtte stride mod forbudet mod aldersdiskrimination i den tyske almindelige ligestillingslov (Allgemeines Gleichbehandlungsegesetz). Landesarbeitsgericht i Rheinland-Pfalz havde tidligere afgjort, at arbejdsgiveren, der ikke er omfattet af en overenskomst, var berettiget hertil.

Bundesarbeitsgericht fastslår i dagens dom (21.10.14), at en arbejdsgiver til trods for forbudet mod aldersdiskrimination i § 1 AGG (Allgemeines Gleichbehandlungsegesetz) i medfør af lovens § 10 godt må yde ældre arbejdstagere to dages ekstra ferie. Domstolen understreger, at arbejdsgiveren har et skøn, såfremt han vil give ældre medarbejdere mere ferie end yngre. Arbejdsgiveren havde i det konkrete tilfælde ikke overskredet sine beføjelser.

Det har givetvis også været af betydning, at den gældende overenskomst på området - som arbejdsgiveren altså ikke er omfattet af - netop forudser to dages ekstra ferie for arbejdstagere efter det fuldendte 58. år. I sagens referat henvises der udtrykkeligt hertil.