alpsnews.eu© 2017 Sten Harck

Feb 2017

Storm over Kärnten


Nej, vi er ikke tilbage i gamle kampe om grænser. Eller er vi?

Den dansk-tyske grænse er som bekendt et resultat af en folkeafsteming efter 1. verdenskrig. Denne selvbestemmelse af grænsen - som også selveste Hitler respekterede frem til 9. april 1940 - var dog langt fra det eneste eksempel i 1920-erne. Grænsen mellem Østrig og det, der i dag er Slovenien, blev også til på baggrund af en folkeafstemning. Også her i Kärnten var der efter 1945 forsøg på at få dele af Kärnten til det, som under Tito blev til Jugoslavien. Modsat det danske mindretal i Sydslesvig gik slovenerne i Kärtnten dog ikke ind for en grænserevision.

I dag - efter en del strid om mindretallets skoler, to-sprogede byskilte m.v. - er der stort set fred og fordragelighed i forbundslandet Kärnten med hovedstaden Klagenfurt. For i dag er vi jo i år 2017. Året hvor Donald Trump blev præsident i USA, hvor krigen i Ukraine fortsat kræver døde - og EU synes at være svejset sammen af pres udefra.

Men just i disse tider har det østrigske ÖVP - der stort set svarer til Danmarks Konservative Folkeparti - opdaget, at der er stemmer i nationale modsætninger. Hvis det så havde været det højre-populistiske parti FPÖ i Kärnten, som pludselig sluttede en borgfred om en ny forfatning i forbundslandet, tja, så ville man kunne forstå det……. Men et af de store, gamle såkaldte folkelige partier. Og midt i stridens centrum finder vi, ja, man tror det næppe, det slovenske mindretal. ÖVP er nemlig nu imod, at det slovenske mindretal omtales i forbundslandets nye forfatning. Det ville splitte flertalsbefolkningen, hvis man i forfatningen kunne læse om det slovenske mindretal.

Det minder lidt om situationen i Slesvig-Holsten for en del år siden, hvor en koalitionsregering bestående af det konservative CDU og det liberale FDP bl.a. reducerede tilskud til de danske skoler i Sydslesvig. Og dermed brød med en konservativ linje, der var blevet opbygget gennem mange år.

Borgmesteren i den lille kommune Globasnitz i Kärtnen, Bernard Sadovnik, der selv er fra det slovenske mindretal, siger til østrisk TV, at han simpelt hen ikke kan forestille sig, at der fortsat findes indbyggere i Kärnten, der mener, at slovenerne ikke bør omtales i forfatningen. Og selvom det lyder som et sagn fra gamle dage, så ser ÖVP øjensynligt anderledes på det. Nærmest komisk bliver det, når man ved, at den formulering, som ÖVP nu er imod, blev skrevet af ÖVPs formand i Kärnten……….

Døm selv: http://tvthek.orf.at/profile/ZIB-2/1211/ZIB-2/13911464/Alter-neuer-Verfassungsstreit-in-Kaernten/13975036