Til de læsere, der endnu ikke har haft tid eller mulighed for at læse ugens Der Spiegel med tophistorien om Cornelius Gurlitt, manden, der havde små 1.400 malerier i sin lejlighed i München, skal dette hermed anbefales. Jeg skal på ingen måde forsvare de handlinger, som mandens kunsthandlende fader må formodes at have foretaget for at få fingrene i de formegentlig 400 malerier, der øjensynligt er blevet røvet jødiske familier. Men hele historien om Cornelius Gurlitt er værd at læse under følgende præmisser:

Cornelius Gurrlitt bliver standset i et tog fra Schweiz, hvorved toldmyndighederne opdager, at han har ca. 9.000 EUR på sig. Det er i sig selv ikke strafbart, fordi kun beløb over 10.000 EUR skal anmeldes. Derefter overvåger de tyske politi- og toldmyndigheder manden og stormer for godt og vel halvandet år siden dennes lejlighed i München og konfiskerer små 1.500 malerier. Anklagemyndigheden i Augsburg, som står for sagen, har selv meddelt, at ca. 400 malerier må antages at tilhøre Cornelius Gurlitt - resten skal kunsthistorikere først udrede ejendomsretten til. Alligevel har myndighederne ikke leveret de billeder tilbage, som entydigt tilhører Gurlitt. Og manden har - hvis jeg læser Der Spiegel korrekt - ikke hyret en advokat, da han har tillid til de tyske myndigheder!!!!!

Lad mig lige skære det ud i pap: politiet stormer en mands lejlighed, efter at en kontrol ved grænsen til Schweiz havde vist, at manden helt legalt var i besiddelse af en bestemt sum penge. Og derefter konfiskerer myndighederne mange billeder, hvoraf godt og vel en tredjedel er Gurlitts. Og så sætter man een kunsthistoriker til at finde ud af ejerforholdene. Det minder - med alle nødvendige forbehold - lidt om det rædselsregime, der bad Gurlitts fader om at tage sig at bl.a. ‘entartet’ kunst.

Hele fremgangsmåden er ikke en retsstat værdig - især når man husker på, at “Gesetz über Einziehung von Erzeugnissen entarteter Kunst” af 31. maj 1938 var gældende frem til 1968 og formelt aldrig er blevet ophævet.......