Det er modsætningernes tid mellem Danmark og Tyskland. Nej, jeg taler ikke om striden mellem den tidligere konservative-liberale landsregering i Slesvig-Holsten, som med en ny skolelov åbenlyst diskriminerede det danske mindretal i Sydslesvig. Nej, jeg mener skattetænkning.

I Tyskland kryber flere kendisser mere eller mindre tvunget ud af deres (skatte)ly og fortæller, at de ikke længere kan leve med den kendsgerning, at de har haft et konto i et skattely som f.eks. Schweiz, Panama eller andre underligere steder. Nogle - som den nu snart tidligere kasserer i CDU Helmut Linssen - prøver på at undskylde en konto med forældrenes arv i Panama med en henvisning til, at forældrene i deres testamente havde bestemt, at arven skulle placeres uden for Tysklands grænser. Andre, som den tyske kvindessagsforkæmper Alice Schwarzer, har indrømmet, at hun har efterbetalt fem års skat for de penge, hun havde stående på en konto i Schweiz i flere årtier.......

Om efterbetalingerne eller henvendelserne til de tyske skattemyndigheder skyldes indsigten i, at skattetænkning skader samfundet, eller, at skattetænkerne frygter straf pga. de tyske skattemyndigheders opkøb af data fra Schweiz, vides ikke.

Set fra et dansk perspektiv, kan det da stort set også være ligemeget: for her subventionerer den danske regering ligefrem skattetænkning i stor stil. Først blev det kendt, at Goldman Sachs opkøb af 19% af DONG aktier sker gennem forskellige holding-strukturer, der via Luxemborg fører videre til de Vestindiske øer og videre til Delaware. I sidste ende kommer Goldman Sachs vel aldrig til at betale skat af en mulig fortjeneste.

Dernæst fik den undrende læserskare at vide, at Deutsche Bank via florskellige fonde i Irland havde købt lån fra den statsejede bank Finansiel Stabilitet. Konstruktionen var sådan, at flere irske fonde havde samme adresse - og bagved stod den store tyske bank, der købte lån for over 600 millioner kroner. Også Deutsche Bank kommer næppe til at betale skat af de penge......

600 millioner kroner er set i forhold til opkøbet af aktierne i DONG det, som den tidligere bestyrelsesformand for Deutsche Bank Hilmar Kopper i 1995 kaldte “peanuts”, da han blev spurgt om en konkurs til 50 millioner D-mark. Det bagved liggende problem er dog et alvorligt, struktuelt problem: den danske regering bruger ikke købernes mulige skattespekulation som et parameter. Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen gik endda ud og sagde, at staten ikke kunne afgøre, hvad der er rene penge eller ej. Han tilføjede også, man alene kunne undgå denne form for skattetænkning, hvis man fik stoppet skattelyene.....

Sidstnævnte står naturligvis for ministerens egen regning, men allerede på første år af jura-studiet lærer man, at der altid skal være to parter ved en aftale. Det betyder, at man kan forhandle ved et salg af danske arvegods ligesom ved salg af dårlige lån. Sælger kan altid stille spørgsmål eller betinge sig, at visse regler følges. Derfor bør en række danske politikere i disse dage sidde med nogle meget røde ører efter to mega-salg til rene skattespekulanter. Samtidig bør de jurister, der har arbejdet med salgene også spørge sig, om deres rådgivning var god nok. For skatteunddragelse i den størrelsesorden er mere end samfundsskadelig. Den er underminerende.