Den 1. september 2015 trådte den nye danske lov om dansk indfødsret i kraft. Med den kunne danske statsborgere for første gang de jure opnå et andet lands statsborgerskab, uden at skulle give afkald på det danske.

Forud for lovændringen var bl.a. det danske mindretals kulturelle organisation, Sydslesvigsk Forening (SSF), blevet bedt om at kommentere på lovforslaget. Selvom det altid er rart, at det danske mindretal bliver hørt, så førte det til, at et forslag fra Dansk Folkeparti atter fik nyt liv: nemlig at personer tilhørende det danske mindretal og bosat i Sydslesvig, dvs. Tyskland, skulle kunne søge om – og få tilkendt dansk statsborgerskab. Uden at bosætte sig nord for grænsen.

Sydslesvigere med dansk pas

Denne forhistorie førte til, at Folketingets Sydslesvigudvalg, der virker som bindeled mellem Folketinget og det danske mindretal i Sydslesvig, for godt en uge siden fremlagde en række kriterier, der skal drøftes med den ansvarlige minister, Inger Støjberg. Udvalgets forslag blev forside-stof og flere danske medier kastede sig frådende over emnet. For hvilket implikationer vil dette forslag ikke have. Vil tyskere nu kunne få dansk statsborgerskab og kunne købe danske sommerhuse?

Mere kritiske røster drøftede de kriterier, Sydslesvigudvalget havde foreslået som grundlag for tildeling af statsborgerskabet: 1. ansøgeren skal have gået på dansk skole, 2. ansøgeren skal have forfædre, dvs. at mindst en person i slægten i op til fire generationer tilbage har været dansk statsborger, 3. ansøgeren har i mindst tre år boet i Danmark, 4. ansøgeren har i mindst 10 år været aktiv i en bestyrelse i en af det danske mindretals organisationer, eller 5. ansøgeren har i mindst 10 år været ansat i en af mindretallets organisationer hhv. institutioner. Ifølge det foreliggende udkast skal mindst tre kriterier være opfyldte, inden en person kan søge om danske statsborgerskab – til trods for, at vedkommende bor i Tyskland.

Formanden for Folketingets Sydslesvigudvalg sagde overfor Kristeligt Dagblad, at det danske mindretal fortsat er et sindelagsmindretal, og at de fremlagte kriterier skulle være et nåleøje for at opnå det danske statsborgerskab.

Bonn-København-erklæringerne

Fra mindretallets egne rækker gik blandt andet den slesvig-holstenske justits- og Europaminister og minister for kulturelle anliggender, Anke Spoorendonk (SSW), i Kristeligt Dagblad ud og kritiserede især henvisning til dansk afstamning som værende problematisk i forhold til de såkaldte Bonn-København-erklæringer fra 1955. I henhold til disse parallelle erklæringer, må myndigheder ikke overprøve enkelte personers tilhørsforhold til et mindretal, dvs. det danske i Sydslesvig eller det tyske i Nordslesvig.

Undertegnede har allerede i oktober 2015 henvist til diskrepansen mellem objektive kriterier på den ene side, og det i Bonn-København-erklæringernes fastlagte princip om det frie sindelag. Alligevel bør netop dette argument udbygges lidt: Bonn-København-erklæringerne er gensidige erklæringer, som hhv. den danske regering i København afgav i forhold til det tyske mindretal i Nordslesvig og den tyske regering, dengang med sæde i Bonn, afgav i forhold til det danske mindretal i Sydslesvig. Uden at ville falde for den såkaldte allerede-fordi-argumentation, så viser det sig allerede ud fra erklæringernes formål, at disse kun omhandler mindretallenes forhold til den stat, de bor i.

Hvad mindretallenes moderlande gør i forhold til deres egne mindretal, det er derimod ikke reguleret. Derfor kan – måske lidt koldt og meget juridisk sagt - den danske regering uden at stride mod erklæringens ordlyd selv fastlægge, hvilke kriterier det vil anvende på sit eget nationale mindretal. Det kendes f.eks. allerede i dag fra den danske bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte, hvor det i relation til unge, tyske statsborgere fra mindretallet er et nødvendigt kriterium, at de har taget studentereksamen på enten Duborg-Skolen i Flensborg eller A.P. Møller Skolen i Slesvig.

Et andet eksempel på den danske stats definition af personer tilhørende det danske mindretal findes f.eks. i Cirkulæreskrivelse om naturalisation af 13. Oktober 2015. Heri fastslås det, at ”ved dansksindet sydslesviger forstås en person, som er født i Sydslesvig, som helt eller delvis har gået i dansk skole, og som under ophold i Sydslesvig som voksen har vist tilknytning til danske forhold”, jf. bilag 1, pkt. 5.

Så der er intet nyt og heller intet odiøst i, at den danske stat fastlægger nærmere kriterier til brug for afgrænsningen af personer tilhørende det danske mindretal.

Blut und Boden

Hvad der derimod er ganske usmageligt, er koblingen til en dansk forfader. Nu skal man naturligvis være varsom med at råbe ”ulven kommer” i tide og utide, men groft sagt, så lugter dette kriterium ganske meget af Blut und Boden. Dvs. en slægtsforskning, som især syd for grænsen knyttes til det nationalsocialistiske rædselsregime.

Adgangen til at kunne påberåbe sig danske forfædre er da også ganske uset i dansk lovgivning. Cirkulæret om naturalisation fastslår da også i bilag 1, at
” 4. Ansøgere af dansk afstamning
Ansøgere af dansk afstamning kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse efter 2 års uafbrudt ophold her i landet, når følgende betingelser alle er opfyldt:
1) Den ene af eller begge ansøgerens forældre var danske statsborgere ved fødslen,
2) ansøgeren er indrejst her til landet inden det fyldte 20. år,
3) ansøgeren er fyldt 18 år ved ansøgningens indgivelse.”

Så også ud fra en streng juridisk synsvinkel er det nu til Inger Støjberg fremsendte lovforslag ganske usædvanligt.

Mindretalspolitisk vil – hvilket Folketingets medlemmer stemmer for forslaget – den nye adgang til dansk statsborgerskab givetvis også indebære problemer på flere niveauer: Retssystematikken nærmest tvinger de danske myndigheder til at finde fælles fodslag. Dette kan få konsekvenser for f.eks. unge, der søger om Statens Uddannelsesstøtte. Skal de så også på sigt leve op til de nye kriterier?

Et andet spørgsmål – måske vigtigere – spørgsmål er de danske tilskud på omkring 580 millioner danske kroner hvert år. Uden disse tilskud ville det danske mindretal i Sydslesvig næppe kunne opretholde de mange institutioner og organisationer, der i dag udgør en stor del af mindretallets struktur. Vil et mindre venligt stemt flertal i Folketinget under henvisning til de nu fremlagte kriterier vurdere tilskuddene på ny?

Sidst, men ikke mindst, så bør mindretallets repræsentanter agere med tilstrækkelig Fingerspitzengefühl, da netop Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti synes at være stor fortaler for planerne om at gøre Danmark større. Når et højre-nationalt parti som Dansk Folkeparti så at sige sætter sig på historiefortolkningen, så bør man altid være påpasselig. Alt andet ville blot være at lade sig trække rundt i manegen af andres helt egne interesser.